Forberedt på fremtidens udfordringer
Udfordringer og muligheder går hånd i hånd, og de forandringer, vi ser omkring os i markedet og samfundet generelt, skaber en række forretningsmuligheder for os. 2007 har netop budt på flere udfordringer blandt andet et stigende fokus på sundhedssystemerne, klimaforandringer, som for alvor er blevet en del af vores bevidsthed, og en rekordlav arbejdsløshed med en intensiveret kamp om medarbejdere til følge. Inden for disse områder har vi i 2007 har sat nye tiltag i gang, som kommer koncernen og alle vores interessenter til gode fremover.
I 2007 har vi leveret et forsikringsteknisk resultat på 2,8 mia. DKK, hvilket er cirka 12 % højere end i 2006 og ligger 770 mio. DKK over vores forventninger i starten af 2007. Denne udvikling er frugten af flere års arbejde med at skabe et stærkt fundament i forsikringsforretningen; priserne er nu sat ud fra en risikomæssig betragtning, sammensætningen af vores reasurranceprogram afspejler vores risikoprofil, og vi har sat innovation og vækst i centrum. Det stigende forsikringstekniske resultat de senere år mindsker afhængigheden af finansielle indtægter, der i 2007 blev mindre end i 2006.
Vores investeringspolitik, er endvidere konservativ og vi har ingen investeringer i strukturerede finansielle produkter, der har været angivet som årsag til den finansielle uro siden sommeren 2007.