Risikotyper
Forsikringsrisiko
Forsikringsrisiko er risikoen forbundet med selve forsikringsdriften og er vores væsentligste risikoelement. I risikoen indgår en underwritingrisiko, som er risikoen, der hører til fastsættelsen af præmier, og en hensættelsesrisiko, som er risikoen, der hører til vurderingen af fremtidige betalinger, som skal dækkes af de modtagne præmier.
Underwriting risiko
Underwritingrisikoen styrer vi, dels via tariffer og dels via forretningsgange og fuldmagter for de risici, som ikke er omfattet af en tarif. Til at afdække store udsving som følge af enkeltbegivenheder anvender vi genforsikring. Utilstrækkelige præmier kan føre til tab på forsikringsforretningen. En for høj præmie i forhold til risiko kan imidlertid resultere i tab af forretningsgrundlag, da vi kan miste konkurrencemæssige fordele. Vi stræber derfor efter at finde det korrekte forhold mellem risiko og præmie, og vi følger løbende op på vores tariffer og præmiefastsættelsesmetoder.
Hensættelsesrisiko
Når forsikringsperioden er udløbet, knytter forsikringsrisikoen sig til erstatningshensættelserne, der afsættes til at dække fremtidige betalinger på allerede indtrufne skader. Erstatningshensættelsernes størrelse bestemmer vi både ved individuelle vurderinger og ved statistiske beregninger. Risikoen for forkert opgjorte erstatningshensættelser styrer vi gennem avancerede modeller, kontrol og op-følgning for at kunne matche hensættelser med skadebetalinger så præcist som muligt og mindske uventede forpligtigelser.
Erstatningshensættelser, som vedrører løbende ydelser i dansk arbejdsskade, har frem til december 2007 været opgjort efter fastrentemetoden, der svarer til en realrente på 1 %. Fra december 2007 diskonteres erstatningshensættelserne med gældende markedsrente. Som en konsekvens af overgangen udsættes TrygVesta også regnskabsmæssigt for en eksplicit inflationsrisiko ved ændringer i den danske løninflation. Risikoen er afdækket ved indgåelse af en inflationsswap.
I slutningen af 2007 udgjorde erstatningshensættelserne 21.104 mio. DKK.
Klausdalsbrovej 601