At levere  tryghed

At levere tryghed

TrygVestas vision om at blive opfattet som Nordens ledende tryghedsleverandør henvender sig både til kunder, aktionærer, medarbejdere og det omkringliggende samfund.

Årsrapporten indeholder i år et temakapitel med fire artikler, der beskriver fire områder, hvor vi sætter nye tiltag i gang. Nye initiativer i forhold til kunder, medarbejdere, klimaet og samfundet.

Som afsæt til artiklerne fortæller koncern-chef Stine Bosse i dette interview om aktuelle udfordringer og koncernens seneste udvikling.

Hvordan er det forløbne år gået, i forhold til de forventninger du havde for 12 måneder siden?

Året er gået som planlagt og forventet – dog med positive overraskelser. Væksten i vores nordiske industriforretning og den svenske forretning overstiger mine forventninger. En anden ting, der har overrasket mig positivt, er vores evne til at innovere: Ved at skabe løsninger til egne behov udvikler vi samtidig løsninger til vores kunder. For eksempel har vi som så mange andre arbejdspladser følt et behov for at forholde os til problemer med stress. Det har vi gjort ved at sætte emnet på dagsordenen i hele organisationen. Vi har blandt andet udviklet et e-learningsprogram, hvor du som medarbejder kan få viden om stress og få nogle teknikker til at afhjælpe problemet. Eller du kan bruge programmet til at kommunikere med dine kolleger om emnet for eksempel via spil. Som udgangspunkt ville vi finde løsninger til os selv, men samtidig har vi faktisk udviklet et nyt produkt, som kunderne også har glæde af. Produktet StressStop er en telefonlinje, hvor stresskonsulenter er klar til at give råd og vejledning om stress. Vi har foreløbigt lanceret produktet for medarbejdere på danske arbejdspladser.

Hvad, vil du sige, er specielt ved den periode, vi befinder os i nu? Hvad gør TrygVesta for at være på forkant med udviklingen?

Vi er tryghedsleverandør i fire nordiske lande, og i alle fire lande har arbejdsmarkedet ændret sig de seneste år. Kampen om arbejdskraften er hård. Vi er heldigvis fortsat i stand til at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, så vi kan levere det højeste serviceniveau til kunderne. Vi kigger efter nye talentgrupper, der kan tilføre nye ideer og kompetencer, og vi forsøger hele tiden at udvikle TrygVesta til fortsat at være en attraktiv arbejdsplads. Det gælder i forhold til vores arbejdsprocesser, medarbejderindflydelsen, de fysiske, rammer vi arbejder i, og mulighederne for at leve et godt socialt liv på arbejdspladsen og for at forene arbejdsliv og privatliv.  

Mange virksomheder taler meget om Corporate Social Responsibility (CSR) i disse år. Hvordan ser du TrygVestas position i forhold til dette område?

CSR har altid eksisteret i en virksomhed som TrygVesta. Det er en indgroet del af vores måde at tænke på. Vi leverer tryghed. Vores produkt er en leverance direkte til samfundet. Vi er en integreret del af de nordiske velfærdssamfund. Forsikring bygger på et solidarisk princip, hvor man betaler for hinanden og bidrager til den fælles kasse. Derfor er det meget nærliggende for os at tale om CRS. Vi mener det gravalvorligt, når vi siger, at vi er tryghedsleverandør.  

Hvordan adskiller TrygVesta sig fra de øvrige aktører på det marked, hvor I leverer tryghedsydelser?

Der er vi tilbage ved medarbejderne. Den største forskel er vores medarbejdere, fordi de er afgørende for, hvordan vi møder kunderne. Det handler om den måde medarbejderne taler, skriver og generelt kommunikerer med kunderne. Vi skal have de dygtigste og de rareste medarbejdere, og det har vi.

BusinessLab er navnet på TrygVestas center for innovation og produktudvikling. Meget af det innovative arbejde foregår via nettet, men rent fysisk befinder BusinessLab sig i Ballerup. "Laboratoriet" ligner mildt sagt ikke resten af lokalerne i koncernen. Hvad synes du selv om at være i BusinessLab?

Jeg nyder at være i BusinessLab. Jeg kan godt lide noget, der er lidt skævt. Med de særlige farver og former ligner rummet måske mest af alt en teaterscene eller et studie, men som navnet antyder, bruger vi det til at forske i forretningsmuligheder. Jeg synes, man tænker godt i BusinessLab. Man bliver konfronteret med, at det hele ikke behøver være firkantet. På den måde er stedet et godt symbol på, at det er tilladt at tænke anderledes. Som ledelse vil vi opfordre medarbejderne til at tænke anderledes og kreativt. Innovation er en måde at lede på. Vi skal acceptere forskellighed. Jeg tror på, at netop i forskelligheden ligger muligheden for ny inspiration og nye idéer, der skaber fornyelse og dermed fortsat vækst.  

BusinessLab er samtidig det fysiske udgangspunkt for den nye interne udannelse Innovation Driver. En uddannelse, hvor medarbejderne lærer at anvende den kreative hjernehalvdel på lige fod med den logiske. Hvor alvorligt tager du principperne i uddannelsen? Er det et isoleret eksperiment, eller er det tanken, at det skal brede sig?

Det er bestemt tanken, at det skal brede sig. Jeg er overbevist om, at den måde at facilitere andre dimensioner er afgørende for fremtidig succes. Det skal være en del af en hvilken som helst udviklingsproces, at vi bruger både følelser og intellekt. Det er et område, hvor der ligger store muligheder for innovation.  

En anden ting er, at i en virksomhed, som tænker innovativt, må man også acceptere fejltagelser. Der kan være ting, hvor man efterfølgende siger, det skulle vi nok ikke have gjort. Men det handler om mod og om at lære af sine fejltagelser. Vi kan ikke have en nulfejlkultur og samtidig være en innovativ virksomhed.  

Mange af TrygVestas kunder har et stadigt stigende behov for individuelle sundheds- og tryghedsydelser, som ikke kan dækkes af det offentlige system. Hvordan ser du forholdet mellem offentlige og private ydelser?

Vi er allerede i dag en del af velfærdsstrukturen. Vi er vant til at levere velfærdsydelser, og det kommer vi til at gøre endnu mere. Vi er godt klart over, at det er et betroet ansvar. Forventningerne til velfærdsystemet går op, men skatterne går nok ikke op. Den udvikling åbner nye muligheder. Netop i disse år ser jeg enestående muligheder for at udvikle nye modeller, hvor vi bygger videre på den gode offentlige basis i de nordiske velfærdssamfund.  

Udover social velfærd er miljø og klimaændringer et emne, som TrygVestas kunder tænker meget over. Hvor stor betydning tror du, at klima og miljø vil få for TrygVesta de kommende år?

Jeg tror, at miljø og klimaændringer kommer til at betyde rigtigt meget. Det gælder på flere områder. Vi skal selvfølgelig sørge for, at vi selv er en bæredygtig virksomhed, der tager hensyn til miljøet. Men klimaforandringerne påvirker også vores kunder kraftigt. I de seneste år har vi oplevet voldsomme storme og regnskyl, der har medført omfattende skader. Vi vil først og fremmest forsøge at hjælpe kunderne med at forebygge skader. Det gør vi ved at vejlede kunderne om, hvordan de kan tage deres forholdsregler, og så gør vi det ved at sætte lys på dårligt byggeri, dårlig kloakering og andre forhold, der kan forværre vind- og vandskader. Vi har en særlig viden på det her område, og det ville være uansvarligt ikke at dele den viden med offentligheden i almindelighed og vores kunder i særdeleshed. Desuden sørger vi for, at vores egne beredskabssystemer løbende bliver udviklet, så vi kan håndtere flere og mere omfattende skader.

Hvad ser du som de største udfordringer for TrygVesta det kommende års tid?

Udfordringer og muligheder går hånd i hånd. Vi skal gøre rigtig meget for at holde fast i det momentum, vi har nu. Innovation bliver som sagt en større og større del af vores tænkning. Vi udvikler nye måder at servicere kunderne på, nye produkter og nye initiativer, som understøtter en profitabel vækst. Det at levere - det er helt klart mit fokus for det kommende år. TrygVestas vision om at være tryghedsleverandør henvender sig både til vores kunder, aktionærer, medarbejdere og det omkringliggende samfund – alle fire perspektiver er med. Forudsætningen for, at vi kan levere tryghed, er et bundsolidt økonomisk fundament.

Tryghedsleverandør

"Grundtanken i forsikring bygger på et solidarisk princip, hvor man betaler for hinanden og bidrager til den fælles kasse. Derfor er det meget nærliggende for os at tale om CSR. Vi mener det gravalvorligt, når vi siger, at vi er tryghedsleverandør"

Tema-2.jpg

Innovation Driver

En ny uddannelse skal udvikle medarbejdernes evne til at tænke nyt

Læs mere

Tema-3.jpg

Kunden har altid ret

Konstant produktudvikling udbygger TrygVestas ledende position

Læs mere

Tema-4.jpg

Fokus på klima

Nye løsninger på udfordringer, som er skabt af klimændringer

Læs mere

Tema-5.jpg

Ansvarlighed og innovation

TrygVesta i nordisk samarbejde om CSR-drevet innovation

Læs mere