Overskudsdeling

Overskudsdeling

Tabel


Udbyttet for regnskabsåret 2007 fastsættes ud fra koncernens strategi for kapitalisering og politik for overskudsdeling:

  • TrygVesta udlodder 50 % af årets overskud som ordinært kontant udbytte.
  • Overskudskapital efter udlodning af ordinært udbytte og under hensyntagen til minimumskravet for kapitalbehov samt strategi og vækst kommer aktionærerne til gode i form at et aktietilbagekøbsprogram.
  • Udbyttepolitikken afspejler vores langsigtede indtjenings- og pengestrømspotentiale med opretholdelse af en passende kapitaliseringsgrad.

I praksis fastlægger vi udbyttet ved at sammenligne kapitalkravet i Standard & Poor’s kapitalmodel med målsætningen om en "A-" rating. Kapital ud over dette beløb udbetaler vi til aktionærerne i form af kontantudbytte og aktietilbagekøb.

Det foreslåede tilbagekøbsprogram af egne aktier efter ordinært udbytte vil således for 2007 være bestemt både af indtjeningsniveauet og ekstraordinært af to engangseffekter omkring ny kapitalmodel og diskonteringsmetode. Standard & Poor’s indførte i efteråret 2007 en ny kapitalmodel, som definerer målingen af kapitalen. Den primære ændring er, at investeringsrisiko nu er et krav til kapitalen frem for et fradrag i opgørelsen af kapitalen. Samtidig er en række faktorer i modellen blevet opdateret, og kravet til de enkelte ratings er nu baseret på en risikofordeling.

En hjørnesten i TrygVestas risikostyring er matchning mellem varighed på obligationsbeholdningen og diskontering af forsikringshensættelser for at sikre den lavest mulige nettorenterisiko. Standard & Poor anvender en modelbaseret tilgang til diskontering, hvilket har givet udsving i forhold til TrygVestas diskonteringsmodel. I løbet af 2007 var TrygVesta i dialog med Standard & Poor’s herom, og TrygVesta har nu tilpasset kaptalmodellen i overensstemmelse med den diskonteringsmetode, som er reguleret og godkendt af det Danske Finanstilsyn. Den ændrede diskonteringsmetode medfører, at kapital frigives samtidig med, at TrygVesta fastholder sin stærke kapitalposition og "A-" rating. Læs mere om kapitalmodellen og diskonteringsmetoden i kapitlet Risikostyring og se en kvartalsvist opdateret kapitalmodel på www.trygvesta.com.

Udbytte for regnskabsåret 2007

Resultat efter skat udgjorde 2.266 mio. DKK i 2007.
I henhold til politikken for overskudsdeling uddeler vi således et kontant udbytte på 17 DKK pr. aktie eller i alt 1.156 mio. DKK.

Aktietilbagekøb

Efter den årlige kalibrering af kapitalbehovet vil vi efter udbetaling af kontant udbytte give yderligere 660 mio. DKK tilbage til aktionærerne i form af et aktietilbagekøb.

I tillæg hertil kommer ovennævnte to engangseffekter omkring Standard & Poor’s nye kapitalmodel og ændret diskontering. Dette giver anledning til, at aktietilbagekøbsprogrammet forøges med 745 mio. DKK.

Samlet aktietilbagekøb bliver derfor 1.405 mio. DKK. I tillæg til det ordinære udbytte på 1.156 mio. DKK bliver TrygVestas samlede udlodning til aktionærerne, 2.561 mio. DKK.

Den samlede udlodning svarer til en buffer til minimumsgrænsen for "A" niveau på 5 %. Dette er højere end tidligere, hvor bufferen reelt var omkring 2,5- 3 % af minimumsgrænsen.

Aktietilbagekøbet vil blive iværksat i overensstemmelse med safe habour-reglerne efter godkendelse på generalforsamlingen den 3. april 2008 og forventes at løbe over fire kvartaler.